I denne gribende scene står den eteriske skønhed af Calliope, musen til episk poesi, i et øjeblik af sorg ved den livløse figur af Homer. Kunstneren bruger mesterligt chiaroscuro til at skabe en dramatisk kontrast mellem Calliopes bløde, lysende form og rummets mørke hjørner. Hendes flydende klæder, i nuancer af hvid og lys rosa, synes at glitre imod den dæmpede baggrund—en blanding af jordiske toner, der fremkalder både varme og tristhed. De indviklede detaljer i miljøet, fra klassiske søjler til delikate vaser, afspejler antikkens storhed, hvilket forankrer den følelsesmæssige vægt af øjeblikket inden for en rig historisk kontekst.

Den følelsesmæssige indflydelse er ubestridelig; der er en håndgribelig følelse af tab, der genlyder dybt. Calliopes blide udtryk og den ømme måde, hun holder lyren—et emblem af Homers uforgængelige arv—inviterer seerne til at overveje den bitre forbindelse mellem liv, kunst og dødelighed. Dette kunstværk tjener ikke kun som en hyldest til Homer, men udforsker også temaer om minder og den evige natur af kunstnerisk inspiration, som er udødeliggjort i hænderne på de levende, selv når den store digter glider ind i tidens annaler.