I dette fascinerende værk sidder en havfrue med langt hår stille på den klippede kyst, hendes form er smukt fanget i halvprofil. Indhyllet i en iriserende hale, der reflekterer nuancer af blå og sølv, glitrer hendes krop mod et baggrund af et tumultarisk hav, der slår mod de skarpe klipper. Klipperne omkring hende, dækket af tang og våde fra havet, indrammer hendes delikate figur med en aura af mystik. Hun trækker forsigtigt i håret, tilsyneladende fortabt i dybe tanker, som om hun reflekterer over en dyb hemmelighed fra dybet. Ved siden af hende ligger en beskeden musling, der indeholder glitrende perler, hvilket antyder en forbindelse til både jord og hav; en fusion af skønhed og længsel.

Farvepaletten i dette stykke er rig og udtryksfuld; de dybe blå nuancer af havet fanger opmærksomhed, mens de lysende hvide bølger slår mod en næsten æterisk kyst. Waterhouse bruger bløde penselstræk til at skabe en hypnotisk rytme, der strømmer gennem hele kompositionen. Den følelsesmæssige indflydelse er mærkbar, da seeren næsten kan høre ekkoet fra bølgerne og føle den blide brise omkring havfruen - hendes holdning taler om sorg og nostalgi. Historisk set afspejler dette værk epokens fascination med myter og legender, og væver både kunstnerisk udtryk og romantiske forestillinger om skønhed fra en anden verden sammen. Waterhouses evne til at skabe en intim forbindelse mellem seer og motiv gør dette værk til ikke blot et visuelt festmåltid, men også en tidløs udforskning af længsel efter noget, der lige er uden for rækkevidde.