I dette imponerende værk bliver vi mødt af majestætiske bjerge, hvis sneklædte tinder rører ved himlen. Den kolde palet af blå og hvide farver vækker en følelse af ro og storhed; bjergkæden, præsenteret på en stiliseret måde, synes at være levende med både kraft og mysterium. Midt i dette betagende landskab står to figurer fast—værnene om den gamle legende, de personificerer, deres stenede tilstedeværelse smelter næsten sammen med de klipper, de står på. Deres rygge er vendt mod os, hvilket antyder en beskyttende holdning, som om de overvåger horisonten, klar til at forsvare deres hellige rum mod tidens indtrængen eller indtrængere.

Kompositionen bruger mandagisk effektivt kontrast; de mørke silhuetter af figurerne i forhold til de lysere og eteriske bjerge skaber en intens visuel spænding. De anvendte teksturer - ru for klippe og glat for sne - inviterer beskueren til at røre ved, at føle ånden af jorden. Den følelsesmæssige indvirkning er dyb; vi kan ikke undgå at føle en forbindelse til det evige, en påmindelse om menneskehedens lillehed i forhold til naturens store rum, men også en følelse af styrke fra disse mytologiske vogtere. Dette kunstværk er ikke bare et landskab; det er et meditativt rum, der inviterer os til at reflektere over vores plads i universet, og de historier, der findes uden for horisontens syn.