Kunstværket fanger et betagende udsyn over La Crau-sletten, et landskab som fascinerede Vincent van Gogh under hans tid i det sydlige Frankrig. Scenen viser bølgende bakker, der danser gennem skiftende marker, malet med en fængslende spontanitet, der fremkalder en følelse af bevægelse og liv. Van Gogh bruger dynamiske linjer og udtryksfulde penselstræk for at skildre løvet og konturerne af jorden, der næsten inviterer beskueren til at vandre ind i dette maleriske rum. Horisonten strækker sig mod de fjerne bakker, svagt sløret—hvor jorden møder himlen—tilbyder en følelse af dybde, der tiltrækker blikket, hvilket skaber en fascinerende samtale mellem forgrund og baggrund.

Farvepaletten er forholdsvis afdæmpet, præget af bløde jordfarver og dæmpede gråtoner, der antyder et roligt, men stabilt landskab. Den skitseagtige kvalitet af penselstræk tilføjer værkets rå skønhed—det synes ufuldendt, men alligevel levende. Denne ufuldendte kvalitet kan afspejle de følelsesmæssige uroligheder og indre kampe, som van Gogh oplevede i denne periode. Der er en næsten musikalsk rytme skabt af de snurrende blade; nogle gange føles det som om vinden hvisker gennem bladene, hvilket forstærker den følelsesmæssige dybde af stykket. Historiemæssigt reflekterer dette værk van Goghs dybe forbindelse til naturen, der fanger dens skønhed og kompleksitet på et tidspunkt, hvor han søgte både fred og kunstnerisk identitet i sit liv. La Crau-sletten er ikke blot et landskab, men en livlig manifestation af van Goghs kunstneriske betydning inden for den bredere postimpressionistiske bevægelse. Hans evne til at oversætte følelser til landskabsmaleri fortsætter med at resonere, idet den indbyder beskueren til at finde fred midt i verdens kaos.