Dette fængslende landskab fanger et stille øjeblik nær en byjernbanestation med en simpel jordvej, der snor sig gennem en lille gruppe vejrbidte stenbygninger. Scenen er fint gengivet i subtile jordfarver, der indfanger roen i det sene eftermiddagslys—den bløde gradient i himlen antyder et tidspunkt lige før solnedgang. Kompositionen leder dygtigt blikket under jernbanebroen i jern, indrammet af solide bygninger på begge sider, og inviterer til eftertanke om rummet bag ved.

Kunstnerens teknik viser mesterskab i fine penselstrøg kombineret med en naturalistisk palet: afdæmpede gule, brune og grønne toner dominerer og vækker både den barske virkelighed og roen i denne passage. Lysets og skyggernes spil føles næsten taktilt—de slidte vægflader og det let overvoksede græs udstråler autentisk stilhed. Midt i denne stilhed giver svage figurer liv til scenen og antyder daglige ritualer, der foregår ubemærket, men fortroligt, en poetisk hyldest til den industrielle udvikling, der smelter sammen med livet på landet.