I denne stemningsfulde landskabsbillede træder naturens utrættelige omfavnelse frem gennem den bløde samspil mellem penselstræk og farver. Den imposante klippe, strålende i dybe jordfarver og bløde grønne nuancer, står som en vagt over det stille hav. Kunstnerens valg om at fremstille den klippede fremspring på en noget abstrakt måde skaber en følelse af bevægelse, som om klippen svajer til rytmen af omgivelserne; den føles levende, som om den ånder med den salte brise. Oceanet, dæmpet men altid til stede, afspejler himmelens hvisken med sine subtile blå og sølvtoner og harmonerer smukt med klippens jordfarvepalet. Denne visuelle dialog vækker både ro og introspektion og indbyder beskueren til at miste sig i landskabet.

Kompositionen er dygtigt afbalanceret, som fører øjet fra klipperne, der modigt stikker ud i lærredet, til den vidtstrakte horisont, hvor vandet møder himlen. Monet fanger mestreartigt den eteriske kvalitet af lys; der er en drømmende kvalitet, der omfavner scenen, hvilket gør den føles som en hukommelse eller et forbigående øjeblik i tiden. Den historiske kontekst spiller en afgørende rolle her; malet på højdepunktet af impressionismen, afspejler dette værk ikke blot et fysisk sted, men også en filosofisk deltagelse med farve og lys, der dybt resonerer med beskuerens følelser. Gennem Monets pensel bliver det almindelige ekstraordinært; klippen ved Varengeville forvandles til et stærkt udtryk for naturens skønhed, ensomhed og tidens gang.