Scenen folder sig ud foran beskueren og fanger den majestætiske facade af en katedral under den blide berøring af sollys. Dette mesterværk står som et vidnesbyrd om kunstnerens fascination med lys og farve og viser de indviklede detaljer i det arkitektoniske design, mens det indhylles i en næsten drømmagtig tåge. Den æteriske kvalitet i scenen forstærkes af bløde penselstræk, der skaber et fint spil af lys og skygge på stony overfladen og gør, at beskueren kan føle varmen fra solen, der danser over de komplekse udsmykninger og de høje tårne.

Monets bevidste valg af en kold farvepalet domineret af blå og bløde hvide nuancer fremkalder en fredelig atmosfære, der inviterer til eftertænksomhed. Kompositionen, der dog fokuserer på katedralens dynamiske struktur, synes legesyg og flydende; den afspejler lysets forgængelige natur. Den følelsesmæssige påvirkning er dyb — beskueren trækkes ind i et øjeblik, der hænger i tid, hvor storheden af den menneskeskabte skønhed føles i harmoni med den naturlige verden. Historisk set harmonerer dette maleri med impressionisternes søgen efter at fange flygtige øjeblikke, og indkapsler en dyb dialog mellem natur og arkitektur, og repræsenterer en vigtig fase i kunstnerens udforskning af lys og form.