Et betagende landskab udfolder sig foran os, et øjeblik fanget i mesters formfuldendte penselstræk. Focalpunktet i kompositionen er høstakken, som absorberer de varme nuancer fra solnedgangen. Høstakken, formet i en løs, næsten abstrakt måde, står som et vidnesbyrd om landlivets charme, fyldt med teksturer, der synes at indbyde til berøring. Omkring det er landskabet en svævende dans af farver – bløde lilla og strålende gule sameksisterer harmonisk. De smelter sammen uden besvær, hvilket antyder den bløde overgang fra dag til skumring; man kan næsten føle den kølige brise, der følger med solnedgangen.

Den azurblå himmel rører ved horisonten og danner et tyndt blåt bånd, en verden der smelter ind i varmen, mens det naturlige lys svinder. Monet's penselstræk er bemærkelsesværdigt udtryksfulde; tykke strøg og livlige pigmenter giver værket liv og henviser til den flygtige kvalitet af sollys. Man kan næsten forestille sig at stå der på dette tidspunkt — duften af hø og lyden af raslende blade vækker nostalgi. Dette værk føles både intimt og rummeligt, idet det fanger de flygtige øjeblikke, hvor naturen afslører sin lagdelte skønhed — hver beskuelse af dette maleri afslører nye indtryk og følelser, en storslået påmindelse om naturens pragt.