Dette stille landskabsmaleri fremkalder en følelse af ro og nostalgi og fanger et øjeblik i naturen, der føles både intimt og vidtrækkende. Forgrunden viser en snoet grusvej, der fører blikket mod de fjerne bakker. Til venstre bemærker vi en ensom kvinde, der er svøbt i en livlig rød frakke, der holder en lille kurv. Hendes holdning er eftertænksom; måske venter hun eller reflekterer over den ro, der omgiver hende. Til højre er der en siddende figur klædt i mørkere nuancer, der synes at hvile, hvilket antyder en nærhed mellem de to, selvom deres aktiviteter er ensomme.

Den naturlige farvepalet domineres af jordfarver - brune og grønne nuancer sammenfletter sig harmonisk, mens himlen ovenfor er en blød, lys blå farve pyntet med bløde skyer, der giver en antydning af bevægelse. Det beskedne træhus bag figurerne tilføjer karakter, dens enkle struktur står i kontrast til fortællingen om landligt liv og naturens stilhed. Dette kunstværk resonerer med beskuerens sjæl og fungerer som et vindue til en roligere tid, gennemsyret af den historiske kontekst af Norge i det 19. århundrede. Munch, kendt for sin ekspressionistiske stil, bruger her en mere tilbageholdt hånd, hvilket lader den iboende skønhed i scenen tale i højt om ensomhed, forbindelser og enkelheden i livet på landet.