I dette udtryksfulde og blide værk deltager to mytologiske figurer i et øjeblikk fyldt med følelser. Den unge mand, der sandsynligvis repræsenterer Orfeus, holder sin lyre—et symbol på hans poetiske evner og forbindelse til det guddommelige. De bløde linjer og delikate skygger afslører en følelse af intimitet, da kvinden læner sig ind og rører ved hans kind, hvilket antyder en følelsesmæssig udveksling præget af kærlighed og længsel. Hendes bløde træk og flydende klæder fremkalder en følelse af sårbarhed, der trækker beskueren ind i deres mytiske og følelsesmæssige verden.

Kunstneren bruger en monokromatisk palet, der fremhæver de bløde kontraster mellem lys og skygge, hvilket gør det muligt for figurerne næsten eterisk at træde frem fra baggrunden. Dette subtile lys skaber dybde og fremhæver stemningen i scenen—fyldt med ømhed, men med en underliggende sorg, der antyder Orfeus' skæbne. Denne delikate fremstilling stemmer overens med romantiske idealer om dybe følelser og forbindelse til naturen, hvilket gør værket til mere end blot en repræsentation af kærlighed; det er også en udforskning af de rørende oplevelser i den menneskelige sjæl i mødet med de myter, der former vores forståelse af eksistensen.