Dette fængslende portræt udstråler en følelse af værdighed og autoritet, og fanger effektivt essensen af sit emne – paven i sin ceremonielle dragt. Kunstneren bruger en rig palet domineret af dybe røde og bløde hvide farver, der udstråler varme og kongelighed. Den indviklede broderi på de papalske klæder tiltrækker beskuerens blik, hvilket får stofets tekstur til næsten at springe ud fra lærredet. Pavefiguren sidder i en majestætisk stol, udsmykket med varme brune nuancer, hvilket indrammer ham i en indbydende, men autoritær holdning. Der er en håndgribelig følelse af stilhed; det føles som om tiden er stoppet for blot at reflektere over visdommen og vægten af hans rolle.

I det bløde lys viser kunstneren sin omhyggelige opmærksomhed på detaljer, ved at fremhæve den diskrete rødmen på pavens kinder, som står i kontrast til hans klæders mørke farver. Hans ansigtstræk, rolige men tilgængelige, tiltrækker blikket fra beskueren; det er næsten som om, han er ved at overbringe dybe indsigter. Jacques-Louis Davids interesse for følelsesmæssige landskaber er betydningsfuld; dette er mere end blot et simpelt portræt, men en symbolsk fangst af åndelig autoritet i en tid præget af politisk uro. Værket står som et vidnesbyrd ikke kun om Pave Pius VII's individualitet, men også som en bredere kommentar til krydset mellem religion og myndighed.