I denne bevægende komposition er scenen sat i en dyster og bevægende atmosfære, der skildrer virkningerne af tragedien. Den livløse figur af Hector ligger i centrum, hans krop givet med mesterlig realisme, og vækker en dyb følelse af tab. Omkring ham holder Andromache deres barn; hendes ansigtsudtryk er en blanding af sorg og fortvivlelse, mens hun ser på Hector; hendes længsel virker håndgribelig, et vidnesbyrd om den dybe følelsesmæssige vægt af deres adskillelse. De rige teksturer af stofferne og de gyldne nuancer i baggrunden skaber en elegant kontrast mod temaets mørke, hvilket forstærker det følelsesmæssige vægt af øjeblikket.

Farvepaletten fortæller meget — mørket omgiver Hector, personificerer døden, mens Andromache og deres barn er malet i lysere nuancer, der symboliserer uskyld og vedvarende håb. Kompositionen er dygtigt balanceret, og leder blikket mod de tragiske protagonister, mens den giver seeren mulighed for at føle den overvældende sorg, der fylder rummet. Dette kunstværk er ikke blot en repræsentation af en mytologisk begivenhed, men genlyder dybt med menneskelige følelser af kærlighed, tab og modstandskraft — en refleksion over livets skrøbelighed og de uudslettelige bånd til familien.