Dette kunstværk fanger med sin indviklede fremstilling af tre figurer: to dansere og en fløjtist, fanget i et øjeblik, der føles både teatralsk og intimt. En danserinde, iført strømmende klæder, ser længselsfuldt mod seeren, hendes udtryk er en blanding af melankoli og tiltrækning. Ved siden af hende står fløjtisten, i en afslappet, men selvsikker stilling, der antyder hans dygtighed i sin kunst. Den anden danserinde, let vendt, fanger den dynamiske energi i øjeblikket, som om musikken væver deres sjæle ind i en usynlig dans. Sammen danner de en trekantet komposition, der leder blikket rundt i scenen; hver figur komplementerer de andre, hvilket skaber en harmonisk balance, der er et kendetegn ved klassisk repræsentation.

Farve spiller en subtil, men betydelig rolle i dette værk, med bløde, afdæmpede toner, der fremkalder en følelse af nostalgi og elegance. Den fine skygge bringer dybde, giver liv til hver figur, mens de får dem til at smelte sammen med den bløde baggrund. Man kan næsten høre de søde toner fra fløjten, der klinger i luften og forstærker det følelsesmæssige tonefald i værket. Dette stykke taler om den kunstneriske betydning af slutningen af det 18. århundrede, en periode præget af en tilbagevenden til klassiske temaer og æstetikker, der afspejler både tidens elegance og den følelsesmæssige dybde, som kunstnere som David stræbte efter at skildre.