Maleren indfanger et øjeblikk af dyb ensomhed i et øde vinterlandskab. En ensom figur, indhyllet i slidte klæder, sidder fortvivlet på den kolde jord og legemliggør en følelse af introspektion og melankoli. De dæmpede farver i lærredet—bløde grå, hvide og en gang imellem en blid orange—tilbyder en skarp kontrast til scenegravens fortvivlelse. Snedækkets tekstur ser næsten berørbar ud, og inviterer beskueren til at føle kulden, der omgiver figuren.

Til venstre slynget en sti gennem sneen, der fører til den fjerne horisont, hvor den vinterlige himmel møder jorden i en blid blanding. De spredte træer, der står fast i det sneklædte landskab, svajer let, som om de hvisker hemmeligheder til hinanden. En ensom hund løber legende i baggrunden, der står i kontrast til figurens stilstand og tilføjer et lag følelsesmæssig kompleksitet. Denne kontrast resonnerer dybt—en påmindelse om vigtigheden af selskab i et rige, der synes at være øde, men som er rigt på stille fortællinger, der venter på at blive afsløret.