Kunstværket skildrer en fascinerende scene fyldt med mytologisk energi; en betagende sirene med flydende kastanjebrune hår stryger på en delikat lyre, mens hun sidder elegant på en klippe. Hendes seriøse blik synes at tiltrække seeren, mens hun synger til en ung mand nedenfor, der dukker op fra de glimrende bølger, betaget af hendes fortryllende tilstedeværelse. Kontrasten mellem hans sårbare position i vandet og hendes elegante optræden skaber en fængslende fortælling; det føles som om tiden står stille i dette øjeblik af længsel og begær.

Waterhouses farvebrug er slående, med rige juveltoner, der danser hen over overfladen og understreger konturerne af figurerne. Legen mellem lys og skygge forstærker den følelsesmæssige dybde af denne scene og giver atmosfæren et både drømmende og melankolsk præg. Dette værk indfanger tiltrækningen af sirenens sang—som lokker manden mod en ukendt skæbne, mens det samtidig opfordrer seerne til at reflektere over temaer som kærlighed, fare og de følelsesmæssige bølger i menneskelige relationer. Den historiske kontekst fra slutningen af det 19. århundrede, hvor interessen for klassisk mytologi blomstrede, tilføjer lag af fortolkning, mens dette værk kanaliserer den tidløse kamp mellem begær og selvbeskyttelse.