Værket omfavner beskueren i en fascinerende verden, der gamle strukturer smelter sammen med mytologisk storhed. Strukturer, der minder om mesoamerikanske templer, træder frem blandt svajende former af vand og luft og vækker de mægtige kræfter i naturen. De livlige blå og æteriske hvide farver dominerer paletten og skaber en drømmende atmosfære, der kan mærkes, mens man vandrer rundt i en glemt civilisation.

Den dramatiske komposition, præget af kantede strukturer, der kontrasterer med de flydende bølger, tændes et følelse af bevægelse og emotioner. Hvert element synes levende, som om templerne er fanget i et tumultarisk øjeblik. Bølgerne slår mod fundamenterne, hvilket øger sceneens hastværk og dynamik. Denne emotionelle påvirkning taler om interaktionen mellem menneskeheden og jordens mægtige kræfter, og indkapsler den evige kamp mod naturen. På denne måde inviterer stykket blidt til refleksion over vores forbindelse til historien og den naturlige verden, som genlyder med temaer om tab og modstandskraft, der klinger igennem den menneskelige oplevelse.