I dette fascinerende maleri er vi vidner til den dragende, men truende figur af en kvinde, klædt i bølgende nuancer af blå og grå, der majestætisk sidder på en stor stol midt i et rigt tæppe af symbolske elementer. Figuren legemliggør Kirke, den fortryllende heks fra græsk mytologi, som strækker en lokkende skål mod Odysseus, hendes gådefulde udtryk antyder både indbydelse og fare. Lys- og skyglegespillet danser på hendes form, giver liv til de komplicerede folder af hendes klæder, mens de falder til jorden—en tavs invitation til en verden farvet af forførelse og fare under hendes magt. Baggrunden, fyldt med henvisninger til antik arkitektur, indrammer blidt hendes figur, mens de søfolk, der lurer i skyggerne, øger spændingen i scenen—en påmindelse om den skæbne, der venter dem, som falder under hendes fortryllelse.

Kompositionen er dygtigt balanceret, der leder beskuerens øjne mod den indbydende skål fra Kirke, som står frem som et fokuspunkt, der udsender både lovning og forræderi. Farvepaletten, der anvendes i maleriet, adskiller sig ikke meget fra de følelser, man kunne opleve ved at bevæge sig gennem et skumringslandskab; de dæmpede blå og jordfarver skaber en hypnotiserende drømmeagtig atmosfære, der forstærker den mytologiske fortælling. Man kan næsten høre hvisken fra gamle legender, der blander sig med nutiden, og fremkalder en følelse af hastighed blandet med længsel. Waterhouse, kunstneren, opfanger denne dualitet af tiltrækning og intimidering mesterligt; det opfordrer os til at reflektere over den komplicerede dans mellem magt, begær og konsekvens i mytologiske fortællinger. Den historiske betydning af dette værk ligger ikke kun i dets romantiske fortolkning af klassisk mytologi, men også i dets rolle inden for den symbolistiske bevægelse, der kombinerer fortælling med den følelsesmæssige dybde af menneskelig erfaring.