Scenen udfolder sig med en blid ynde, en kvinde klædt i hvidt stof, med et direkte og eftertænksomt blik. Hun sidder i en positur, med hænderne forsigtigt sammenflettede, hvilende nær en stor lerkrukke. En cherubisk figur svæver bag hende, med udstrakte vinger, et legende udtryk i ansigtet – måske hviskende hemmeligheder, eller hvisken af selve kærligheden. Baggrunden antyder blidt et landskab; en verden af grønt og blødt lys.

Kunstnerens teknik er en masterclass i den akademiske stil, med fokus på glatte teksturer og idealiserede former. Lyset bader scenen og skaber en følelse af sindsro, med en palet, der favoriserer bløde hvide, varme brune og den frodige grønne farve i den naturlige verden. Kompositionen er afbalanceret, placeringen af figurerne skaber en visuel harmoni. Den emotionelle virkning er stille kontemplation, med et strejf af den søde uskyldighed i kærlighedens begyndelse.