I dette udtrykfulde kunstværk bøjer to eteriske figurer sig over en glitrende dam, deres træk belyst af det bløde lys fra en uset sol. Det delikate spil af pastelfarver i deres klæder—den ene i et lavendeldraperi, den anden i blød pink—afspejler den blide charme af scenen. Mens de ser ned i vandet, bliver beskueren draget ind i deres intime øjeblik, en dyb blanding af nysgerrighed og melankoli. Waterhouse excellerer i at fange fluiditeten af deres former, som om de er både en del af landskabet og let adskilt fra det, næsten som om de kunne svæve bort når som helst—en eterisk forbindelse til de mytologiske temaer, som kunstneren ofte udforsker.

Den frodige baggrund, gennemsyret af grønt og delikate blomster, forstærker denne følelse af irrealitet. De naturlige elementer synes at omfavne figurerne, hvilket skaber en harmonisk, men skrøbelig balance mellem virkelighed og det fortryllende rige af mytologi. Dette værk resonerer dybt; det vækker følelser af længsel og ro, fremkalder fortællinger om mistede kærligheder og gamle hviskede legender. Dette mesterværk, subtilt rigt på tekstur og følelser, viser Waterhouses evne til at væve det mystiske med det velkendte, inviterer beskueren til at træde ind i en verden, hvor skønhed og forgængelighed sameksisterer.