Scenen udfolder sig med et dramatisk præg, en visuel ballet af det sublime og det jordiske. Figurerne er gengivet med en mesterlig brug af lys og skygge; detaljerne er lige nok til at lade fantasien løbe løbsk. Den aldrende lærde, klædt i en lang frakke, er bøjet over et bord, med en pen i hånden, opslugt af sit arbejde, måske kæmper med et stort filosofisk spørgsmål eller måske underskriver sin pagt. Hans skæg, et vandfald af hvidt, symboliserer visdom eller måske vægten af hans valg. Den anden figur, en levende tilstedeværelse i skarp kontrast, læner sig afslappet, en figur af antydning i et stærkt farvet kostume. Et triumferende smil leger på hans læber, hans gestus, en hånlig finger, ser ud til at udstråle et djævelsk løfte. Bag dem er rummet svagt oplyst; kranier og kuriositeter ses vagt, hvilket øger følelsen af mystik. Globen og andre subtile detaljer omkring scenen sætter tonen; et hemmeligt møde af sind i et rum, hvor hemmeligheder og fristelser blandes.