Kunstværket omslutter dig med en udsøgt fortælling, trukket fra mytologi, mens Waterhouse mesterligt portrætterer to eteriske kvindefigurer, hvilket skaber et fængslende tableau. Klædt i flydende klæder, læner den ene figur, der er prydet i fortryllende blå og karminfarver, sig fremad og plejer omhyggeligt en alabasterkrukke. Hendes bevægelser er delikate og eftertænksomme; hendes holdning taler af mystik, mens hun ser ned, måske i sorg eller drømmende tanker. Den anden figur, svøbt i blød lavendel, læner sig tættere på vandkanten, hendes lange lokker falder ned ad ryggen. Sammen skaber de en intim scene, der er placeret mod baggrunden i en frodig skov prydet med delikate blomster; det føles som om man er vidne til et helligt øjeblik, der svæver ved grænsen af det overnaturlige. Den stille dam, klar men skyggefuld, giver en eftertænksom, men skræmmende fortryllelse, da under dens overflade ligger Orfeus' hoved, et tragisk minde om mistet kærlighed og oplevet lidelse.

Kompositionen afslører Waterhouses talent for fortælling; dybden af følelser gør sig bemærket. Den trekantede opstilling fører vores øjne indad til vandet og den truende figur nedenfor; der er en følelse af stilhed - alt er stille, som om selve naturen holder vejret. Farvepaletten er luksuriøs, domineret af dybe grønne og bløde jordfarver, dekoreret med livlige plamager af rødt og blåt, der giver liv til scenen. Denne rige farvebrug, kombineret med det møre lys, der filtreres gennem træerne, fremkalder en følelse af magisk realisme, der efterlader et uudsletteligt indtryk i forestillingen. Dette specifikke værk resonerer med publikums følelser af melankoli og længsel; det frembringer refleksioner om kærlighed, tab og skønhedens forgængelighed i konteksten af mytologi, hvilket inviterer seerne til at overveje egne følelsesmæssige dybder og erfaringer, og forbinder mytologiens riger med personlig introspektion.