Dette slående kunstværk indkapsler den æteriske relation mellem søvn og død. De to figurer ligger dovent på en luksuriøs seng prydet med rige stoffer; deres røde gardiner indrammer deres hvile, mens den bløde fold af et mat okkerfarvet tæppe giver en følelse af luksus; det er et øjeblik fanget i stille intimitet. Figuren, der repræsenterer søvnen, og den, der personificerer døden, legemliggør paradokset af livets bløde overgivelse til det uundgåelige. Hver kontur og kurve af deres kroppe klinger med en følelse af fred—deres ansigtsudtryk er rolige og vækker den stille accept af skæbnen.