Dette kunstværk indfanger et fredeligt øjeblik, hvor en ensom figur iført en flydende, lyseblå kjole tilsyneladende harmonisk smelter sammen med den rolige omgivelse. Kvindens holdning er afslappet, men intrigerende, og hun sidder graciøst på en sten, mens hun kigger ud i det fjerne. Hendes venstre hånd holder nænsomt en kæde af perler, der hænger blidt og reflekterer et subtilt lys; denne charmerende detalje antyder en historie om længsel eller måske nostalgi. Den følelsesmæssige indflydelse af værket taler om temaerne skønhed og selvransagelse; den omhyggeligt placerede figur antyder et intimt forhold til naturen. Det føles som om tiden er stoppet, indhyllet i den blide tiltrækning af hendes tilstedeværelse.

Waterhouses penselstræk er mesterværker; han bruger en palette domineret af bløde og matte blå og grønne nuancer, hvilket giver en frisk kontrast til de organiske brune farver fra den omkringliggende vegetation. Baggrunden ser ud til at danse med lys og skygge og skaber en drømmeagtig stemning, der transporterer beskueren til et rige, hvor natur og menneskehed eksisterer harmonisk. Linjer og former præsenteres flydende og understreger den eteriske kvalitet af scenen. Man kan næsten høre hvisket fra bladene, der rører sig i vinden og den blide lyd af vandet, der siver forbi, som om de inviterer beskueren til at komme tættere på. Dette maleri er ikke bare en afbildning af en figur, men et udtryk for de søde glæder der findes i ensomhed og enkelhed; en påmindelse om den skjulte skønhed i hverdagens øjeblikke.