Dette udtryksfulde akvarelmaleri indfanger den melankolske skønhed i en gotisk klosterruin, hvor naturen er begyndt at genvinde det hellige rum. De bløde penselstrøg og de dæmpede jordgrønne og okkerfarvede toner skaber en atmosfære af stille ærbødighed og vemod. De høje buer, nogle stadig intakte mens andre styrter sammen, indrammer et fjernt lys, der synes at invitere beskueren til at vandre gennem dette glemte helligdom. Den subtile tilstedeværelse af to små figurer nederst til højre giver en fornemmelse af skala og menneskelig tilstedeværelse og fremhæver scenens storhed og ensomhed.

Kompositionen balancerer mesterligt de arkitektoniske rester med den invasive vegetation og forener soliditet med skrøbelighed. Kunstnerens teknik – flydende, men kontrolleret – giver liv til både sten og efeu og fremkalder taktile teksturer samt et blødt spil mellem lys og skygge. Historisk afspejler værket fascinationsen i det 18. århundrede for romantiske ruiner og det sublime; det fejrer tidens gang og forfaldets stille værdighed og vækker en eftertænksom stemning, der rækker ud over en simpel skildring af stedet.