I dette fængslende kunstværk bliver beskueren straks draget til tidens rester – ru sten tårne, der rejser sig fra jorden, hvis slidte overflader vidner om naturens og tidens kræfter. Landskabet er prydet med en vidtstrakt gylden slette, der synes at udstråle varme under blikket af en mild måne, som antyder en rolig tusmørke. Bløde nuancer af orange og rosa fylder himlen, der smelter sømløst sammen med de dybe blå og matte grønne nuancer fra de fjerne bjerge. Penselteknikken føles både delikat og dynamisk; strækene blander sig glat, hvilket skaber en atmosfære af ro og urolighed, som om scenen bærer på en hemmelighed.

Til venstre vandrer en ensom figur i nærheden af en gruppe får, hvilket legemliggør det landlige livs ensomhed. De imponerende strukturer, monumentale men sårbare, fremkalder en følelse af undren og mystik – hvilke historier gemmer de fra en svunden tid? Dette værk taler dybt om den romantiserede synsvinkel på natur og historie, og afslører menneskehedens lille størrelse i forhold til den vidtgående baggrund af evigheden. Det pulserer med nostalgiske følelsesmæssige nuancer, der opfordrer til refleksion over interaktionen mellem liv, landskab og vores flygtige fodaftryk på jorden.