Denne stemningsfulde illustration fanger en dramatisk ørkenscene ved solnedgang, hvor figurer på kameler og til fods krydser det barske terræn nær de ikoniske monumenter fra det gamle Egypten — den store Sfinks og en fjern pyramide. Den enorme stensfinks dominerer kompositionen med sit vejrbidte ansigt vendt kontemplativt mod den nedgående sol; dens monumentale skala står i kontrast til de små, næsten skrøbelige menneskefigurer spredt ud over den sandede ørken. Ørkenen er fuld af bevægelse og spænding: karavanerytterne bevæger sig fremad, mens en gruppe faldne eller hvilende figurer ligger i forgrunden, hvilket antyder udmattelse eller resultatet af en konflikt. Himlen er malet i varme toner af orange, blid rosa og mat grå, som fremkalder en mystisk tusmørkestemning, der forstærker den følelsesmæssige effekt af scenen, mens solen går ned bag lave bakker og kaster lange skygger.

Kunstnerisk er scenen rig på detaljerede teksturer — den grove sten i sfinksen står i kontrast til den bløde, omskiftelige sand og de indviklede kostumer på figurerne. Kompositionen leder øjet fra uro i forgrunden mod horisonten og forener menneskelig drama med de urgamle monumenters varighed. Den subtile brug af lys og skygge fremhæver den barske, tørre omgivelse og tilfører samtidig scenen en alvorlig, næsten ærbødig atmosfære. Denne fremstilling inviterer til refleksion over tidens gang, menneskelige anstrengelser og den mystiske historie båret i ørkenlandskabet, og gør illustration til en betydningsfuld hyldest til det antikke Egyptens kultur og dets evige mysterium.