Gustave Doré

Paul Gustave Louis Christophe Doré (1832–1883) var en fransk kunstner af ekstraordinær alsidighed, hvis produktive output som grafiker, illustrator, maler, karikaturtegner og billedhugger satte et uudsletteligt præg på det 19. århundredes visuelle kultur og derefter. Født i Strasbourg viste Doré et forbløffende kunstnerisk talent fra en meget ung alder og producerede illustrerede album og historier selv som barn, påvirket af skikkelser som J.J. Grandville og Rodolphe Töpffer. I en alder af 15 år var han allerede begyndt sin professionelle karriere i Paris og arbejdede som karikaturtegner for Charles Philipons satiriske avis *Le Journal pour rire*. Dette tidlige arbejde finpudsede hans færdigheder inden for tegning og narrativ komposition og lagde grunden til hans senere, mere ambitiøse projekter. Han skabte også flere innovative teksttegneserier i denne periode, herunder *Les Travaux d'Hercule* (1847), hvilket etablerede ham som en pioner inden for mediet.

Dorés sande vej til international berømmelse begyndte i 1850'erne og 1860'erne, da han begyndte at illustrere verdenslitteraturens store klassikere. Hans fantasifulde og dramatiske træsnit til værker af Rabelais (1854), Balzac (*Contes drolatiques*, 1855), Dantes *Inferno* (1861) og Bibelen (1866) var monumentale præstationer, der gav dyb genklang hos publikum. Disse udgaver, ofte i store formater, blev spredt vidt over Europa og USA, hvilket gjorde Doré til en af sin tids mest anerkendte illustratorer. Han illustrerede en omfattende liste af forfattere, herunder Cervantes (*Don Quijote*), Milton (*Paradise Lost*), Lord Byron, Edgar Allan Poe ("Ravnen"), Coleridge ("Sangen om den gamle sømand") og Tennyson (*Idylls of the King*). Hans produktive output blev faciliteret af et stort værksted af træskærere, der omhyggeligt oversatte hans tegninger til trykblokke, hvilket muliggjorde masseproduktion og bred tilgængelighed.

Trods sin enorme popularitet som illustrator nærede Doré ambitioner om at blive anerkendt som en seriøs maler og billedhugger. Han var en proteanisk kunstner, dygtig som tegner, akvarelmaler, maler og billedhugger, der tacklede genrer fra satire til religion og formater fra skitser til monumentale lærreder. Hans malerier, selvom de ofte var storslåede i skala og dramatiske i motiv som *Dante og Vergil i helvedes niende cirkel* (1861) og *Kristus forlader Prætoriet*, mødte imidlertid afvisning fra samtidige kunstkritikere, ligesom hans samtidige Édouard Manet. Kritikere så ofte på hans virtuositet og alsidighed med mistænksomhed, og hans folkelige succes hindrede måske hans accept i den elitære kunstverden. I 1867 var han med til at grundlægge Doré Gallery i London, som udstillede hans værker og fremmede hans internationale ry, især i Storbritannien.

Doré gennemførte flere betydningsfulde projekter, der fremhævede hans mangfoldige interesser. Hans samarbejde med Blanchard Jerrold om *London: A Pilgrimage* (1872), med 180 graveringer, tilbød et stærkt og undertiden dystert portræt af det victorianske London, der tiltrak både ros for sin livlighed og kritik for sit fokus på fattigdom. Hans illustrationer til Cervantes' *Don Quijote* blev ikoniske og formede den visuelle repræsentation af karaktererne i generationer. Religiøse temaer var centrale i hans oeuvre og gav ham titlen "prædikantmaler", især efter hans bibelillustrationer. Han udmærkede sig også som landskabsmaler, især af bjergområder, inspireret af sine rejser til Alperne, Pyrenæerne, Skotland og Spanien, og producerede spektakulære og lyriske visioner, der ofte fremkaldte en følelse af det sublime.

Dorés kunstneriske stil var præget af et "visionært øje", dramatiske kompositioner, teatralsk kraft og en forkærlighed for det fantastiske og det sublime. Hans evne til at skabe levende, mindeværdige billeder til komplekse litterære og religiøse fortællinger var uden sidestykke. Mens samtidige kritikere måske var delte, påvirkede hans arbejde dybt efterfølgende generationer. Han betragtes som en af grundlæggerne af tegneserien, og hans visuelle sprog har haft en varig indvirkning på film, lige fra dens tidligste dage. Hans illustrationer til Bibelen og Dante, især, forbliver dybt ætset ind i den kollektive bevidsthed. Dorés arv er arven efter en mesterfortæller i visuel form, hvis fantasifulde verdener fortsætter med at fængsle publikum.

Gustave Doré giftede sig aldrig og boede hos sin mor store dele af sit voksne liv efter sin fars død i 1849. Han forblev dedikeret til sin kunst og arbejdede utrætteligt i forskellige medier. Trods de kritiske tilbageslag inden for maleri og skulptur – han begyndte sent med skulptur i 1877 med værker som *Skæbnen og Kærligheden*, men opnåede aldrig den anerkendelse, han ønskede på dette felt – aftog hans passion for skabelse aldrig. Han blev udnævnt til ridder af Æreslegionen i 1861. Doré døde af et hjerteanfald i Paris den 23. januar 1883, 51 år gammel, efter kort tids sygdom. På tidspunktet for sin død var han opslugt af, hvad der ville have været et andet monumentalt projekt: at illustrere Shakespeares samlede værker.