Midt i et blødt omfavnelse af en parisermiddag udfolder landskabets fine nuancer sig i lette penselstræk, der fanger det drømmende kvaliteter ved Tuilerierne. Forgrunden danser med bløde grønne og vandige blå nuancer, mens træerne svajer let, deres blade kærligt strejfet af kunstnerens hånd. Monets valg af palet—blege gule og matte grønne—skaber en fredelig atmosfære, der inviterer seerne til at fortabe sig i denne stille atmosfære. I det fjerne dukker byens silhuet op, sløret og næsten æterisk, med tårne, der stikker op af tågen, og antyder Paris' arkitektoniske skønhed samt blødgør dens kanter, så de harmonisk smelter sammen med den naturlige verden.

Når man optager scenen, svømmer en følelse af fred ind i sjælen, der minder os om en stille dag i haven, hvor tiden synes at stå stille, og hvert øjeblik er en blid berøring. Dette maleri, en milepæl i impressionismen, handler om en dyb forståelse af lys og farve. Den måde, Monet fanger det flygtige øjebliks natur, skyggers og lys' interaktion, inviterer os til at værdsætte skønheden i forgængeligheden - øjeblikke, der for evigt er fanget mellem virkelighed og fantasi, der genlyder med byens charme, mens de fortsat er solidt forankret i naturens favn.