I denne udtryksfulde scene rejser silhuetten af parlamenternes bygninger sig mod en blød, tåget baggrund, gennemsyret af det varme lys fra en nedadgående sol. Farvepaletten er en drømmende blanding af lilla og blå, oplyst af orange nuancer, der danser over himlen og skaber en atmosfære, der både er rolig og mystisk. Det svindende sollys reflekteres blidt på vandet, hvilket forvandler floden til et skimrende lærred, hvor farverne smelter sammen, fusionerer horisonten med vandet på en næsten surrealistisk måde. De delikate penselstræk formidler bevægelse, hvisker hemmelighederne fra dagens afslutning; hvert stræk føles som en blid berøring mod lærredet, der inviterer beskueren til at komme tættere på.

Det, der imponerer mig mest ved dette værk, er dets følelsesmæssige resonans; det indkapsler et øjeblik, der er suspenderet i tiden, og fremkalder en følelse af nostalgi for det forsvindende lys. Den imponerende gotiske arkitektur af parlamentet, skønt mørk og overvældende, blødgøres af de omgivende nuancer, hvilket giver den mulighed for at smelte ind i dette efemære skuespil. Monet's teknik — hans løse penselstræk og atmosfæriske effekter — indbyder os til at opleve scenen som om vi stod ved bredden af Themsen og vidner om Londons gådefulde skønhed ved skumringen. Det er ikke blot et spejlbillede af en by, men måske også af den forgængelige natur af skønhed, der fører os til eftertænksomhed, mens dagen stille glider ind i natten.