Når jeg ser på dette kunstværk, bliver jeg straks trukket ind i en skræmmende respektfuld scene. Kompositionen afslører en gammel, klippet baggrund, omgivet af høje klipper, der fortæller historier fra længe svundne tider. Hvide figurer iført flydende kapper passerer gennem buen og fremkalder en atmosfære af mystik og alvor. Deres tilstedeværelse er eterisk, næsten spøgelsesagtig, mens de bevæger sig mod det ukendte, muligvis markerer et ritual eller en overgang.

Farvepaletten er en slående dans af jordtoner; rige røde og brune nuancer blandes med spøgelseshvide, hvilket skaber en kontrast, der forstærker værkets følelsesmæssige indflydelse. Teksturen af klipperne føles næsten taktil; man kan forestille sig at stryge sine fingre hen over deres gamle overflader, lytte til hvisken fra fortiden. Dette stykke hvisker om spiritualitet og traditionens vægt, og inviterer seerne til at overveje betydningen af dette rum og de gamle, der engang boede her. Man kan ikke undgå at føle en forbindelse til det ukendte, indhyllet i forventning om opdagelse, mens disse figurer målrettet går fremad, og afspejler den gamle dialog mellem det synlige og det usynlige.