Dette kunstværk fanger den fredfyldte skønhed af et traditionelt kloster i Sikkim, med en unik arkitektonisk stil, der forener elementer af sten og træ; det stejle tag antyder områdets håndværk. Farverne er bløde, men livlige—de jordagtige nuancer af stenen kontrasterer nænsomt med den varme røde farve på trævægge, hvilket skaber en harmonisk tilstedeværelse i landskabet. Teksturen i malingen antyder en taktil kvalitet, som næsten giver beskueren mulighed for at føle den kolde sten og det ru strå fra taget. I baggrunden ses fjerne bjerge, tågede og uklare, som beriger scenen med dybde. Den frodige grønne vegetation omkring strukturen bidrager til en følelse af ro og fred, som indbyder til refleksion over det monastiske liv. Ved at se nærmere kan man bemærke en figur, måske en munk, iført dæmpede farver, der smelter sammen med miljør; denne figur tiltrækker beskuerens opmærksomhed mod maleriens fortælling, og skaber en kontemplativ atmosfære.

Kompositionen er mesterligt afbalanceret, idet klosteret fremtræder som fokuspunkt, mens øjet ledes gennem de naturlige elementer—græs og træer—som rammer det ind. Vereshchagins dygtige brug af lys og skygge giver værket en dragende atmosfære, der forstærker følelsen af ensomhed. Den følelsesmæssige indflydelse er dybt; der er en aura af mystik omkring klosteret, et hellig sted indlejret i naturen, der vinder en længsel efter fred og refleksion. Historisk set afspejler sådanne repræsentationer af østlige strukturer fra vestlige kunstnere en fascination for fjerne kulturer, hvilket gør dette værk til en værdifuld del af Vereshchagins arbejdsliv, som ofte har forsøgt at bygge bro mellem kulturelle skel gennem kunst.