I dette fascinerende landskab fanger essensen af vinterens smeltning fantasien; scenen afslører et stort område af Seinen, prydet med isflager, der langsomt driver som tanker på en stille eftermiddag. Den tågede atmosfære skaber en æterisk kvalitet, da de bløde farver smelter sammen, og inviterer seerne til at træde ind i Monets verden. Paletten domineres af kolde blå, bløde lavendler og varme lyserøde nuancer, hvilket afspejler, hvordan lyset interagerer med vinterens rester.

Kompositionen guider øjet over floden, hvor grupper af træer står vagt ved bredden, indrammet af pittoreske huse, der knap er synlige i det fjerne. Der er en ubestridelig ro i scenen, som genlyder dybt og fremkalder en følelse af refleksion og ro. Monets penselstræk her er delikate men alligevel bestemte; de synlige strækninger væver sig over lærredet, og skaber en drømmende overflade, der flyder ubesværet med vandet. Effekten trækker dig ind, næsten som om du kunne høre det bløde plask af vandet mod kysten og føle den friske luft, når årstiderne skifter.