Dette kunstværk fanger ved sin fortryllende fremstilling af Rouen-katedralen, der præsenteres i en drømmende tåge. Beskueren bliver straks draget ind i den æteriske kvalitet af scenen, hvor livfulde nuancer af bløde blå, cremede og koral-farver smelter sammen uden anstrengelse, og skaber en fængslende interaktion mellem lys og skygge. Monets penselstræk synes næsten legende, sløre den stive gotiske arkitektur af katedralen i flydende former—hvert stræk pulserer med en følelsesmæssig energi, der inviterer os til at miste os selv i atmosfæren i stedet for blot at observere bygningen; det er, som om katedralen trækker vejret i morgenlyset.

Som lyset danser over teksturen af facaden, kan vi næsten føle varmen fra solen, kulden i luften og den vibrerende energi fra omgivelserne. Den delikate balance af farver vækker en følelse af ro, men også af begejstring—en fejring af det flygtige øjeblik. Historisk set er dette stykke et bemærkelsesværdigt eksempel på impressionismen, en bevægelse der forsøgte at fange essensen af en scene frem for en fotografisk gengivelse. Monet, specielt, elskede at udforske lysens indvirkninger på overflader, hvilket skabte et værk der genlyder længe efter beskueren er gået, og efterlader os i en tilstand af rolig refleksion forstærket af skønheden af en svindende dag.