I dette fortryllende værk omfavner eteriske lag af tåge landskabet, hvilket skaber en drømmende atmosfære, der omslutter beskueren. De bløde, delikate penselstræk fremkalder essensen af en fredelig morgen i Vetheuil, hvor de tågede former af bygninger svæver som spøgelser, og antyder liv, mens de forbliver indhyllet i tågen. Floden, et reflekterende spejl, fanger indtrykket af glitrende lys og farver, hvilket tilføjer en fredfyldt kvalitet, der indbyder til refleksion. Den impressionistiske teknik er et kendetegn ved Monet, med hans evne til at fange flygtige øjeblikke af naturlig skønhed er i fuld flor her.

Farvepaletten er en subtil blanding af blå og pastelfarver, med blot hvisker af gult og pink, der symboliserer en stille daggry. Monet balancerer dygtigt disse bløde toner, hvilket skaber en blid kontrast til de slørede silhuetter af strukturerne. Kompositionen guider øjet gennem landskabet; man kan mærke den friske luft og høre det blide raslen af blade, mens man betragter vandrefleksionerne, der let bølger. Dette værk viser ikke kun Monets kunstneriske dygtighed, men fungerer også som en gribende påmindelse om naturens flygtige skønhed, der væver historie og følelser sammen med hver penselstræk.