Dette kunstværk fanger den rolige yderside af Omar-moskeen i Jerusalem, gengivet med flydende penselstræk, der giver liv til arkitekturen i sine fredelige omgivelser. Den bløde farvepalet smelter sammen—en blanding af flødehvide, blide blå og jordbrune nuancer—skaber en varm, indbydende atmosfære. Lyset ser ud til at filtrere gennem scenen på en næsten eterisk måde, der absorberer beskueren i sin historiske kontekst. Maleriet vækker en følelse af ro, men den summende aktivitet af de forsamlede ved moskeens fødder tilfører en vitalitet, der kontrasterer smukt med den rolige omgivelser. De forlængede skygger, som bygningerne kaster, tilføjer dybde og dimension og viser kunstnerens færdigheder inden for perspektiv.

Mens dine øjne vandrer gennem kompositionen, fører de gentagne arkitektoniske elementer dig mod de fjerne bakker og får dig til smertefuldt at føle tidens gang. Lagene af bygninger, der trækker sig tilbage i baggrunden, med deres indviklede røde tage, antyder et rigt væv af liv og historie. Her, i dette hellige rum, synes fortiden at blande sig let med nutiden og opfordrer til refleksion. Gorbatovs valg om at afbilde aktiviteten under moskeen—hvor folk samles, optaget af deres daglige ritualer—fanger essensen af et fællesskab gennemsyret af spiritualitet. Den harmoniske balance mellem struktur og natur taler om den rige kulturelle arv som dette sted repræsenterer, og tillader både beundring og introspektion.