Midt i en frodig og tæt skov ses en malerisk fremstilling af en gammel gotisk abbedi-ruin, hvor de høje buegange og nedbrudte stenmure bader i blødt naturligt lys. Akvarelteknikken er fin og detaljeret med lette penselstrøg, som fanger det levende spil mellem lys og skygge, der siver gennem den tætte bevoksning. Farvepaletten består af livlige grønne nuancer, dæmpede gråtoner og varme okkertoner, harmoniseret med den kølige blå himmel, hvilket giver en rolig og let melankolsk stemning.

Kompositionen leder blikket fra forgrunden med fredeligt græssende får og hvilende heste til de storslåede men forfaldne ruiner. Ruinerne står stolte som symboler på tidens gang og naturens stille generobring. Man nærmest kan høre løvets raslen og det stille hvisken fra dyrelivet. Værket afspejler romantikkens fascination af ruiner og vækker følelser af nostalgi, ærefrygt og den evige livs- og forfaldscyklus.