I dette fængslende vinterlandskab bliver man slået af den stille skønhed, der udfolder sig foran os. Scenen viser en frossen vandflade, hvor figurer glider yndefuldt i deres modige forsøg på at skøjte; hver lille silhuet giver en følelse af liv i det rolige naturmiljø. Træerne, der strækker sig mod horisonten, ser ud til at svaje let, deres nøgne grene danner en blød rytme med den tågede himmel ovenfor. Den bløde pastelpalette—bløde blå, hvide og bløde rosa—skaber en etereal kvalitet, der fremkalder nostalgiske minder om fredelige vintereftermiddage.

Mens blikket vandrer gennem kompositionen, reflekterer den reflekterende overflade af is det bløde lys, der blandes med de subtile nuancer af det fr frozen landskab. Denne interaktion fortryller sanserne og inviterer beskueren til at opleve kulden i luften og den forfriskende bevægelse af skøjteløbere. Det føles som om beskueren kan høre latteren, der ekkoer i det brede rum og føler den kollektive glæde, der bliver inkarnert i dette øjeblik, der er fryset i tiden. Monets hurtige penselstræk forstærker denne atmosfæriske kvalitet, så farverne smelter gnidningsfrit sammen, fanger den kortvarige karakter af lys og tid, hvilket får os til at reflektere over de flygtige glæder ved vinterferie.