Et fredeligt vinterlandskab udfolder sig foran beskueren og tiltrækker med sine dæmpede toner og sin bløde, æteriske atmosfære. Scenen fanger en let frostet flod, hvis overflade antyder den delikate interaktion mellem is og den rennende vand nedenunder. Bredde striber af hvid is væver sig ind i de krystalklare refleksioner af træerne, hvis silhuetter knap er discernible; som om de er spøgelseslyde i en drøm. Denne dygtige manipulation af lys og tekstur tillader at opleve en kulde i luften, kombineret med en uforklarlig varme, der omfavner stykket.

Kunstneren, med en mesterlig hånd, har valgt en palet, der genspejler naturens stilhed—en blød blanding af hvid, blå og grå. Hver penselstrøg virker spontan, men stadig intens, hvilket skaber en følelse af bevægelse og strøm, der fører betrakterens øjne gennem maleriet. Her er der en meditation over skønheden ved stilhed og ensomhed, samt en håndgribelig følelse af fred, som kan fremkalde introspektive tanker hos dem, der står i dens nærvær. Historisk set vokser dette værk frem fra Monets fascination med lys og atmosfære, og repræsenterer et øjeblik fanget i tid—en påmindelse om naturens stille skønhed og livets forgængelighed.