I dette fængslende værk bliver beskuerens opmærksomhed straks draget mod en frodig eng fyldt med farve og lys. Høje poppeltræer står majestætisk på den ene side, deres livlige grønne farve står i skarp kontrast til den azurblå himmel, der ser ud til at strække sig uendeligt. Monets penselstræk er vidunderligt udtryksfulde; farveklatterne snor sig sammen for at skabe en samtidig følelse af bevægelse og ro. Overfloden af vilde blomster udfolder sig som et naturligt tæppe i forgrunden, hvor nuancer af rødt, gult og hvidt smelter sømløst sammen, og inviterer nogen til at vandre blandt blomsterne.

Kompositionen føles næsten intim, som om vi er vidner til et fredeligt øjeblik i naturen. En figur klædt i hvidt plejer forsigtigt blomsterne, hvilket tilføjer et menneskeligt præg til landskabet. Denne fængslende scene udstråler varme og glæde, og vækker den enkle skønhed ved en solrig dag tilbragt i naturens favn. Man kan næsten høre det bløde raslen af blade og det lave summen af bier, der flyver mellem blomsterne. Monets værk fanger ikke kun essensen af et øjeblik i tiden, men opmuntrer også beskuerne til at værdsætte den storslåede stilhed i det omkringliggende miljø.