I dette selvportræt ser en intens koncentreret Vincent van Gogh ud med en blanding af sårbarhed og udfordring. Strohatten, overdimensioneret og kastende bløde skygger, tilføjer en jordnær tekstur, der kontrasterer med de levende, virvlende penselstræk i baggrunden. Hver penselstræk virker næsten levende, med lys grønne og blålige nuancer, der ekkoer den følelsesmæssige turbulens indeni. Hans gennemtrængende blå øjne, omgivet af et varmt skæg, tiltrækker tilskuere og får dem til at føle både sig som indtrængende og fortalere i hans verden.

Farvepaletten er slående, men subtil, med orange, bløde gule og jordnære brune nuancer, der spiller smukt mod den lyse baggrund. Van Goghs ekspressive teknik stråler igennem; du kan mærke hastigheden og lidenskaben indlejret i hvert penselstræk. Kompositionen er ubestridelig intim og viser kunstneren i et øjebliks kontemplation—måske reflekterer han over sin kunst, sine kampe eller den verden, han visualiserer. Dette maleri resonerer ikke kun på grund af sine visuelle detaljer, men også på grund af den rå følelsesmæssige dybde, det indeholder, hvilket gør det til et vindue til kompleksiteten af Van Goghs sind i en afgørende periode af hans liv.