I dette gribende værk er vi vidne til den alvorlige figur af en tigger, der knæler i en stilling, der udtrykker både fortvivlelse og ydmyghed. Den slidte beklædning, som tiggeren bærer, der er flosset og falmet, fortæller en historie om lidelse, mens udtrykket på hans slidte ansigt fremkalder en dyb følelse af sorg og længsel. Du kan næsten føle den bidende kulde af omgivelserne, der afspejler sig i de løse penselstræk, der skaber en uklar baggrund og forstærker følelsen af øde. Den dæmpede farvepalette—jordbrune, matte grønne og hviskende gråtoner—rettet blikket mod den følelsesmæssige vægt af motivet i stedet for miljøet, hvilket viser kunstnerens evne til at fremkalde følelser gennem farve og form.

Men det, der genlyder dybest set, er tiggerens strakte hånd, der næsten tigger om medfølelse fra beskueren og trækker dig ind i hans verden. Denne intime forbindelse inviterer til refleksion over samfundsmæssige spørgsmål omkring fattigdom og menneskelig værdighed. Når figuren knæler i underkastelse, er det umuligt ikke at kæmpe med kontrasten mellem sårbarhed og styrke; der er en foruroligende skønhed i denne juxtaposering, der fremkalder en følelsesmæssig respons. Desuden, placeret i den historiske kontekst af Rusland i det 19. århundrede, fungerer værket også som en kritik af de sociale strukturer, der afspejler de kampe, som de lavere klasser står overfor, hvilket gør det ikke kun visuelt iøjnefaldende, men også tematisk betydningsfuldt.