Kunstværket transporterer os til et øjebliks stille kontemplation i en kirke. Kunstnerens mesterlige brug af krydsskrabering og det omhyggelige stregarbejde skaber et fantastisk samspil af lys og skygge, der giver scenen en håndgribelig følelse af dybde. Kompositionen guider øjet mod det store glasmosaikvindue, hvis detaljerede paneler antyder historier om tro. Figurerne er gengivet med klassisk elegance; deres udtryk er rolige, deres holdninger respektfulde, mens de er fordybede i tilbedelse. Fraværet af dristige farver, værket er primært monokromt, lader de indviklede detaljer i den arkitektoniske ramme og den sarte skygge lægge beslag på scenen. Den følelsesmæssige resonans er fred, introspektion og ærefrygt - et øjebliksbillede af et fællesskab forenet i hengivenhed. Det fremkalder en følelse af historie og tradition. Kunstnerens dygtighed ligger ikke kun i den tekniske udførelse, men også i evnen til at fange essensen af en delt åndelig oplevelse, en subtil påmindelse om den trøst og betydning, der findes inden for væggene i et tilbedelsessted.