I dette fantastiske landskab bliver man straks imponeret over scenernes eteriske kvalitet. Den levende grønne klippe er spredt med delikate vilde blomster, sprøjt af rosa, hvidt og gult, der blidt svajer i en forestillet brise. Horisonten strækker sig mod et stort, blinkende ocean, en hypnotiserende blå, der danser under solens berøring. Bølgerne, der slår mod kysten ser ud til at hviske historier om dagens eventyr, der inviterer beskueren til mentalt at dykke ind i dette fredelige rum; det er let at se for sig lydene fra måger eller duften af salt i luften, mens man dykker ned i dette værk.

Kompositionen er smukt indrammet—den barske klippe står i kontrast til de bløde blomster tæt på kanten, hvilket skaber en slående balance mellem naturens vildskab og den fred, den tilbyder. Monets teknik, der anvender farveklatter og hurtige penselstræk, giver liv til lærredet; man kan næsten føle energien fra scenen pulserende med livlighed. Det resonerer med den tid det blev malet, en periode præget af impressionistisk udforskning og ønsket om at fange flygtige øjeblikke. Dette landskab tjener ikke kun som en flugt, men også som en påmindelse om den skønhed og enkelthed, der findes i naturens favn.