I denne livlige naturdød er en vase med solsikker fyldt med liv, der skiller sig ud mod et roligt blåt baggrund, som minder om åbenheden af en klar himmel. Arrangementet viser en række solrosesorter; nogle er helt blomstrate, dristige og stolte med deres ansigt vendt mod lyset, mens andre stadig er i knoppene, hvilket antyder tidens gang og livets cyklus. Den teksturerede impasto-teknik, som Van Gogh bruger med sine tykke penselstræk, tilføjer dybde og bevægelse, og gør hver petal til at se levende ud—næsten som om de svajer i en blid brise. Desuden skaber de jordartede nuancer af vasen en kontrast til de livlige gule og grønne blomster, hvilket skaber en varm og indbydende atmosfære.

Den følelsesmæssige indvirkning er dyb; dette værk fungerer som et bevis på Van Goghs intense passion og fascination for naturen. Hans solsikker er ikke bare blomster—de resonerer med kameratskab, varme og vitalitet. Historisk set er dette stykke en del af en serie malerier malet i en bemærkelsesværdig periode af hans liv, når han forsøgte at udtrykke skønheden i naturens enkelhed. Van Goghs valg af at fremhæve solsikker nepuanserer ikke kun på en personlig betydning; men også en symbolsk gestus for venskab og forbindelse. Disse fantastiske blomster, der blev fanget i München-versionen, indkapsler for evigt et øjeblik af flygtig skønhed og opfordrer seerne til at finde glæde i det kortvarige, men storslåede væv af livet.