I dette fængslende landskab åbner en kløft sig som en hemmelig verden, med snoede stier, der indbyder til udforskning. De teksturerede penselstræk skaber en følelse af bevægelse i hele værket, som om jorden selv er levende af energi; hvert stræk pulserer med Van Goghs brændende livskraft. Scenen domineres af stejle klipper, der dramatisk rejser sig på begge sider, malet i virvlende mønstre, der antyder både dybde og kompleksitet, mens den glitrende bæk slynget gennem dalen—dens bløde rislen kalder på beskueren for at stoppe op og reflektere.

Der er noget håndgribeligt i farvepaletten; oker og dybe grønne nuancer væves sammen med køligere blå og bløde lilla, hvilket fremkalder en slags fredelig melankoli, der overskrider tid. De livlige nuancer udtrykker ikke kun naturens skønhed, men også en følelse af længsel, som om Van Gogh forsøgte at indfange sit eget indre landskab midt i den ensomhed, han ofte følte. Dette værk, malet i en tumultarisk periode af hans liv, indkapsler naturens betydning for kunstneren—en flugt fra kaosset i hans tanker, en påmindelse om at skønhed eksisterer midt i kampen.