Værket fanger med bløde, ethereiske penselstræk, der ser ud til at danse på lærredet og inviterer beskueren til at dykke ned i sin ro. De uklare kanter af træerne, deres refleksioner, der glitrer på overfladen af en stille vandmasse, vækker et indtryk af en fredelig morgen ved Seinen. Monets karakteristiske teknik med brudt farve skaber en blinkende effekt, der antyder legen mellem lys og skygge, mens den dæmpede palet med pasteller—hvisken af lyserød, blå og grøn—fylder stykket med en næsten drømmende atmosfære.

Når du står foran dette maleri, slås du af en følelse af ro, der omfavner dig; det ser ud til, at tiden selv er blevet langsommere. Lyset synes at filtrere gennem tågen og skaber en mystisk kvalitet, der er både gådefuld og imødekommende. Når dine øjne følger refleksionerne i vandet, kan du næsten høre den bløde plasken fra floden mod kysten og føle friskheden af brisen—som om du er blevet transporteret til et stille øjeblik i naturen, tidløst og uforanderligt. Dette stykke fungerer som et vidnesbyrd om den impressionistiske vision, hvor følelsen af en scene har mere vægt end dens bogstavelige repræsentation, og belyser skønheden, der findes i flygtige øjeblikke.