Scenen udfolder sig med den blide stilhed i tusmørket over Venedig. Canal Grande glitrer og reflekterer det bløde lys fra en nedgående sol eller måske en stigende måne – det er svært at sige, farverne er så subtilt blandet. En gondol, silhuet mod vandet, glider ubesværet, dens tilstedeværelse er en hvisken i scenens storhed.

Venedigs bygninger rejser sig fra vandet, en symfoni af arkitektur. Dogepaladset står i kongelig pragt, dets indviklede detaljer blødgøres af det falmende lys. Kompositionen er en mesterklasse i balance; gondolen forankrer forgrunden og tiltrækker øjet, mens byens skyline giver en betagende baggrund. Jeg føler en følelse af sindsro, følelsen af at være blevet transporteret til en verden af tidløs skønhed og stille elegance. Kunstnerens dygtige brug af lys og skygge skaber et humør, der er både roligt og dybt romantisk, den slags atmosfære, der dvæler længe efter det første blik.