Øjet drages straks mod den strenge hvide facade på det antikke tempel, der står stolt mod de dæmpede toner i ørkenlandskabet. Det er en struktur af enkle, men kraftfulde linjer, et vidnesbyrd om menneskelig ambition. Kunstneren bruger mesterligt lys og skygge til at give templet en følelse af monumentalitet og evighed. Himlen er en vask af bløde gråtoner, der tilbyder en dramatisk baggrund, men aldrig overskygger hovedemnet. Scenen fremkalder en følelse af vidde og isolation, hvilket giver beskueren mulighed for at betragte historiens vægt og tidens gang.