Scenen udfolder sig med en følelse af ro og introspektion, som om Monet har fanget et flygtigt øjeblik i tiden. De fremtrædende klippeformationer rejser sig majestætisk fra havet, deres teksturer subtilt gengivet med delikate penselstræk, der synes at danse over lærredet. De skimrende turkise og grønne nuancer af vandet skaber en fascinerende blanding, der reflekterer både lyset fra himlen og skyggerne fra klipperne. De bløde, dæmpede toner fremkalder en mild atmosfære, der antyder en rolig morgen eller en fredelig aften. Hver penselstræk bidrager til en nedsunket oplevelse, der inviterer seerne til at miste sig selv i landskabets fred.

Ved nærmere eftersyn kan man se, hvordan kunstneren mesterligt balancerer sammensætningen og farven. Den vertikale klippe nål står stolt og trækker blikket opad mod buen af Porte d’Aval, et ikonisk træk ved Étretat. Den rolige ocean, der omgiver disse klipper, pulserer med liv; bløde bølger svømmer hen over den malede overflade, genlydende med flod og ebbe. Dette værk afspejler ikke bare Monets fascination for den naturlige verden, men viser også hans innovative tilgang til at fange lys og atmosfære, som var revolutionerende for hans tid. Det inviterer seerne til at mærke den kølige havbrise, høre den bløde hvisken af bølgerne, og nyde den stadig foranderlige skønhed i naturen, mens de overvejer den flygtige natur af tid og landskab.