Scenen udspiller sig med stille ærbødighed, et måneskinspanorama over Obersee. Kunstneren bruger mesterligt atmosfærisk perspektiv og slører de fjerne bjerge i en blød, æterisk tåge; dette inviterer beskueren til at fare vild i landskabets uendelighed. Farvepaletten er domineret af kolde blå og grønne farver, der er præget af månens sølvlys, og skaber en følelse af ro og mystik; vandoverfladen afspejler himlen og bidrager til den drømmelignende kvalitet.

Kompositionen trækker øjet ind i dalens dybder og opfordrer beskueren til at vandre mellem de høje tinder og den fredfyldte sø. Penselstrøgene er sarte, men definerede, med stor opmærksomhed på detaljerne i skildringen af træerne og vegetationen i forgrunden. Den følelsesmæssige virkning er dyb – en følelse af ensomhed, ærefrygt og naturens sublime skønhed. Det er et fanget øjeblik, et åndedrag holdt inde, en stille invitation til at betragte storheden i verden omkring os.